Hipster culture – a
philosophical take Part 1
To get to my description of the
meta-hipster, I'll start with the original hipster.
The
hipster stands out from the mainstream in a lot of ways. We're
talking preference of music, clothing, movies etc.. This is a very
discussed topic, and has been portrayed very humorously by Alex Stone and Mike Cronin in The Hipster Song
We
however are going to take a look at the 'why'. Why stand out? Why be
different? Why spend hours on Spotify searching for that new indy
band that no one else knows? I believe my good friend Søren
Kierkegaard (1813-1855) may be able to help us solve this one. This Danish philosopher describes
the esthete 'A', who has an ironic take on life. He distances himself
from the philistine (mainstream) as he is confronted with the
meaningless of life. He sees how people in the mainstream are just
products of their contexts (trends, fashion etc.) and don't really
have any free will themselves, and this view forces the esthete to
withdraw from life itself. 'A' is like someone watching a game of
football, who just sits back and makes fun of the players. 'A' does
not involve himself in anything – he just mocks the mainstream for
their ignorance of the meaninglessness of their lives. He uses irony
to ridicule them, while at the same time making himself untouchable.
And that's exactly the point. Irony is a way of making yourself
invulnerable, since you do not have any opinions about anything. The
ironic 'A' can not be attacked, since he has no standpoints to
attack, and from this platform of nothing, he looks down on the petty
ants in the mainstream.
This
might be a bit of a harsh generalization to say about all Radiohead
fans, that they should have no opinions, that they distance
themselves from life, and that they are just making a mockery of
everyone else through irony. But I do think that some of the points
match. The average hipster probably hasn't hit a wall of
meaninglessness in life, but the thought of blending in with a large
mainstream could very likely frighten him/her
to try to establish his own culture/social group. The French
sociologist Jean Baudrillard (1929-2007) describes the great mass as
“without property, without predicate, without quality and without
reference. Herein
consists its definition or its radical indefinition”. Who would
want to be a part of this void of meaning and personality? Not the
hipster – that's for sure.
So
the hipster pulls out of the mainstream category to create his own
individual meaning and style, liberated from generalization and group
mentality. But what happens then? His friend does the same thing. And
his friend with him. If there's one thing that is 'in' today, it is
standing 'out'. The hipster finds his project terrorized by the next
hipster in line. There are 3 ways to deal with this:
Stay
as you are and establish a new culture where you are.
Distance
yourself from the new hipsters by further evolving your style.
Distance
yourself from the new hipsters by diving right back into the
mainstream.
What
happens next? We'll see in part two!.... Whenever I get to it, that
is.
Comments?
Jeg ser ikke de såkaldte hipstere som noget unikt fænomen. De er blot en del af den mangfoldige masse kaldet 'modkultur'. Punkere, hippier, hipstere osv. hører alle under denne kategori i min optik.
SvarSletSelvom de forskellige modkulturelle grupperinger mener at repræsentere forskellige værdier, stilarter og andre opdigtede normsæt, er de i bund og grund alle folk der har indset at vi mennesker er fuldstændig ens. De forsøger at distancere sig fra den homogene menneskemasse, mainstream'en, i håb om at fremstå som unikke individer, der har 'fundet' dem selv, deres eget personlige udtryk og andre vrøvlagtige slogans vi hører om i reklamerne, men i forsøget på dette danner de blot en parallelkultur der er lige så internt ens som mainstream'en - modkulturen. De er nøjagtig ligesom alle andre mennesker, men med en bevidsthed om det, som de ikke vil acceptere, og heraf de forgæves forsøg på at skille sig ud.
Det virkeligt revolutionære og 'unikke' er at være lige så dødkedelig og almindelig som mainstream'en, og samtidig være bevidst derom.
- Vincent Henriksen
Men kommer de så ikke også til at adskille sig fra mainstream'en idet de forsøger derpå - det gør mainstream'en jo ikke. Hipsterne etablerer helt sikkert sig selv som en gruppering på linje med mange andre igennem tiden, men kan man ikke forestille sig forskelle på gruppernes dannelsesgrund?
SvarSletNogle grupperinger opstår på grund af fællesskabsbehov, andre af en fælles sag (hippie-værdier etc.) og andre af samfundsmæssig stigmatisering. Kan man forestille sig en gruppering der bryder ud fra mainstream'en af den ene grund, at den vil være anderledes. Altså at alternativiteten er formålet i sig selv? I så fald ville den vel være den eneste gruppering, hvis behov aldrig kunne blive mødt af en bred mainstream. Man kunne jo godt forestille sig en mainstream der kunne rumme stigmatiserede, miljøforkæmpere og bander. Men så bliver sørgsmålet om den alternativitet negeres idet den danner sin egen kultur?
Jo, de adskiller sig fra meanstream'en, men kun i at de vil skille sig ud. Ser man bort fra dette, så er de ikke anderledes. Det er selvfølgelig en simplificering, og da snakken er om hipstere, så drejer det sig mest om tøjstil, musiksmag. Jeg ser heller ikke 'mainstream' som et brugbart begreb når det ikke drejer sig om de nævnte præferenceområder. Fred være med spejdere og stigmatiserede curlingentusiaster.
SvarSletIkke desto mindre tror jeg, at den samme tomme gestus af at ville skille sig ud for at skille sig ud, kan findes i andre slags grupperinger, bevidst som ubevidst.
Min galde er vendt mod 'livstil' som et produkt man kan erhverve sig gennem køb af de korrekte forbrugsvarer, og de rigtige fritidsaktiviter, for at skille sig ud. Dette er hipsteren i mine øjne bare en del af, hverken mere eller mindre interessant end de andre.
Nu føler jeg mig imidlertid fristet til at vende det hele på hovedet: er hipster ikke bare et nyt ord for modkultur?
Thumbs up for stigmatiserede curlingentutiaster!
SvarSletJeg tænker også, at det at ville skille sig ud er gennemgående. Jeg har døbt det alternatomani i det sidste indlæg. Jeg tænker dog at dette måske kunne veje tungere for hipstere i forhold til de andre subkultursgrundlag, end det gør i mange andre subkulturer. Hipster kulturen kan jo netop ikke bidrage med nogen særlig grad af fællesskab/sammenhold - til gengæld har den indie musik!
Jeg tænker ikke at hipster-kulturen lever op til at kunne kaldes en modkultur. Det minder den for meget om mainstream'en til, da den jo værdimæssigt, moralsk, religiøst, politiskt mm. er mere eller mindre identisk med denne. Jeg vil nok selv sætte højere krav til en decideret modkultur.