fredag den 16. marts 2012

Hipster Culture Part 1



Hipster culture – a philosophical take Part 1

To get to my description of the meta-hipster, I'll start with the original hipster.
The hipster stands out from the mainstream in a lot of ways. We're talking preference of music, clothing, movies etc.. This is a very discussed topic, and has been portrayed very humorously by Alex Stone and Mike Cronin in The Hipster Song

We however are going to take a look at the 'why'. Why stand out? Why be different? Why spend hours on Spotify searching for that new indy band that no one else knows? I believe my good friend Søren Kierkegaard (1813-1855) may be able to help us solve this one. This Danish philosopher describes the esthete 'A', who has an ironic take on life. He distances himself from the philistine (mainstream) as he is confronted with the meaningless of life. He sees how people in the mainstream are just products of their contexts (trends, fashion etc.) and don't really have any free will themselves, and this view forces the esthete to withdraw from life itself. 'A' is like someone watching a game of football, who just sits back and makes fun of the players. 'A' does not involve himself in anything – he just mocks the mainstream for their ignorance of the meaninglessness of their lives. He uses irony to ridicule them, while at the same time making himself untouchable. And that's exactly the point. Irony is a way of making yourself invulnerable, since you do not have any opinions about anything. The ironic 'A' can not be attacked, since he has no standpoints to attack, and from this platform of nothing, he looks down on the petty ants in the mainstream.
This might be a bit of a harsh generalization to say about all Radiohead fans, that they should have no opinions, that they distance themselves from life, and that they are just making a mockery of everyone else through irony. But I do think that some of the points match. The average hipster probably hasn't hit a wall of meaninglessness in life, but the thought of blending in with a large mainstream could very likely frighten him/her to try to establish his own culture/social group. The French sociologist Jean Baudrillard (1929-2007) describes the great mass as “without property, without predicate, without quality and without reference. Herein consists its definition or its radical indefinition”. Who would want to be a part of this void of meaning and personality? Not the hipster – that's for sure.
So the hipster pulls out of the mainstream category to create his own individual meaning and style, liberated from generalization and group mentality. But what happens then? His friend does the same thing. And his friend with him. If there's one thing that is 'in' today, it is standing 'out'. The hipster finds his project terrorized by the next hipster in line. There are 3 ways to deal with this:
  1. Stay as you are and establish a new culture where you are.
  2. Distance yourself from the new hipsters by further evolving your style.
  3. Distance yourself from the new hipsters by diving right back into the mainstream.

What happens next? We'll see in part two!.... Whenever I get to it, that is.





Comments?

4 kommentarer:

  1. Jeg ser ikke de såkaldte hipstere som noget unikt fænomen. De er blot en del af den mangfoldige masse kaldet 'modkultur'. Punkere, hippier, hipstere osv. hører alle under denne kategori i min optik.

    Selvom de forskellige modkulturelle grupperinger mener at repræsentere forskellige værdier, stilarter og andre opdigtede normsæt, er de i bund og grund alle folk der har indset at vi mennesker er fuldstændig ens. De forsøger at distancere sig fra den homogene menneskemasse, mainstream'en, i håb om at fremstå som unikke individer, der har 'fundet' dem selv, deres eget personlige udtryk og andre vrøvlagtige slogans vi hører om i reklamerne, men i forsøget på dette danner de blot en parallelkultur der er lige så internt ens som mainstream'en - modkulturen. De er nøjagtig ligesom alle andre mennesker, men med en bevidsthed om det, som de ikke vil acceptere, og heraf de forgæves forsøg på at skille sig ud.

    Det virkeligt revolutionære og 'unikke' er at være lige så dødkedelig og almindelig som mainstream'en, og samtidig være bevidst derom.

    - Vincent Henriksen

    SvarSlet
  2. Men kommer de så ikke også til at adskille sig fra mainstream'en idet de forsøger derpå - det gør mainstream'en jo ikke. Hipsterne etablerer helt sikkert sig selv som en gruppering på linje med mange andre igennem tiden, men kan man ikke forestille sig forskelle på gruppernes dannelsesgrund?

    Nogle grupperinger opstår på grund af fællesskabsbehov, andre af en fælles sag (hippie-værdier etc.) og andre af samfundsmæssig stigmatisering. Kan man forestille sig en gruppering der bryder ud fra mainstream'en af den ene grund, at den vil være anderledes. Altså at alternativiteten er formålet i sig selv? I så fald ville den vel være den eneste gruppering, hvis behov aldrig kunne blive mødt af en bred mainstream. Man kunne jo godt forestille sig en mainstream der kunne rumme stigmatiserede, miljøforkæmpere og bander. Men så bliver sørgsmålet om den alternativitet negeres idet den danner sin egen kultur?

    SvarSlet
  3. Jo, de adskiller sig fra meanstream'en, men kun i at de vil skille sig ud. Ser man bort fra dette, så er de ikke anderledes. Det er selvfølgelig en simplificering, og da snakken er om hipstere, så drejer det sig mest om tøjstil, musiksmag. Jeg ser heller ikke 'mainstream' som et brugbart begreb når det ikke drejer sig om de nævnte præferenceområder. Fred være med spejdere og stigmatiserede curlingentusiaster.

    Ikke desto mindre tror jeg, at den samme tomme gestus af at ville skille sig ud for at skille sig ud, kan findes i andre slags grupperinger, bevidst som ubevidst.

    Min galde er vendt mod 'livstil' som et produkt man kan erhverve sig gennem køb af de korrekte forbrugsvarer, og de rigtige fritidsaktiviter, for at skille sig ud. Dette er hipsteren i mine øjne bare en del af, hverken mere eller mindre interessant end de andre.

    Nu føler jeg mig imidlertid fristet til at vende det hele på hovedet: er hipster ikke bare et nyt ord for modkultur?

    SvarSlet
  4. Thumbs up for stigmatiserede curlingentutiaster!

    Jeg tænker også, at det at ville skille sig ud er gennemgående. Jeg har døbt det alternatomani i det sidste indlæg. Jeg tænker dog at dette måske kunne veje tungere for hipstere i forhold til de andre subkultursgrundlag, end det gør i mange andre subkulturer. Hipster kulturen kan jo netop ikke bidrage med nogen særlig grad af fællesskab/sammenhold - til gengæld har den indie musik!

    Jeg tænker ikke at hipster-kulturen lever op til at kunne kaldes en modkultur. Det minder den for meget om mainstream'en til, da den jo værdimæssigt, moralsk, religiøst, politiskt mm. er mere eller mindre identisk med denne. Jeg vil nok selv sætte højere krav til en decideret modkultur.

    SvarSlet